hej alle
jeg hedder michael,og vil lige fortælle lidt om mig selv, jeg bor på amager i 2300s,hvor jeg har boet hele livet. jeg har mb på 12år men den kom først i udbrud i 1997, har haft symptomer længe før det, men lægerne troede at jeg havde gigt, fordi mine led hævede op :? jeg var en af de første i 1998 der fik en mr scanning som testpilot for projektet, men inden da måtte jeg selvfølgelig igennem nogle undersøgelser, colonoskopi-rektoskopi-sigmoidoskopi-gastroskopi-kontrastvæske,adskellige gange
der efter proppede de mig med prednisolon-pentasa-metronidazol-entocort,som slog sygdommen ned på et aceptabelt niveu, men som i jo nok ved er der en del bivirkningen ved prednisolon, hvilket jeg slog ud af fik en masse bumser, og så til dermatologen som gav en ny kur (roacutan) som også er meget hård ved leveren, nu arbejder jeg i en større cykelforretning i kbh,jeg er udlært cykelmekaniker og sælger, men da jeg har vist at jeg er mere end normal dygtig til denne opgave, har jeg været teammekaniker på det danske internationale kvindecykelhold (team sats) hvor vi bla har været i conniticut-new york-montreal-bromont
det var en kæmpe oplevelse for mig at kunne gennemføre en så stor tur med en brækket hånd og min mb. har engageret mig igen til næste år med et stort hold fra midtsjælland hvor vi skal ned til tour de france og køre nogle små løb. tilbage til mb, i år 2000 brød den ud igen jeg tænkte at de havde jeg ikke tid til, så jeg bed smerten i mig og knoklede vidre i forretningen, brokkede mig kun lidt til min normale tjek hos ole østergaard (kas herlev) kanon dygtig læge inden for mb-cu området. han lurede lidt på mig, men jeg var stædig, en cykelforretning er jo sæsonbetonet så i sommer månderne skal der virklig fart på, jeg har altid været god til at skjule smerte og bare køre vidre og så går det som regel over, NEJ det blev efterår og jeg vidste at den var gal, jeg måtte krybe til korset,og konfrentere ole med min smerte, han satte mig strask i behandling,efter han havde trykket lidt på maven, og så underlig ud i ansigtet
der var ingen udvej en kolonskopi var det første(havde jo prøvet det mange gange før med ubehag selvfølgelig) men denne gang var anderledes, lægerne prøvede at give mig beroligende flere gange, og var ved at opgive da jeg var ved at bide hånden af en sygeplejeske i smerte, de havde problemer med at få den ført hele vejen op til tyndtarmen, den var forsnævret alt for meget, jeg vidtste at de skulle hele vejen op og bad dem om at hente ole som kendte mig bedre end de andre også indvendig, han kom han så han vidste lige hvordan den skulle kringles, husk på at det nu har taget dobbelt så lang tid som normalt,og jeg var nød til at bide smerten i mig, men det lykkes
den var gal fat i dr bruun som kom og sagde at jeg skulle have en resektion temlig hurtig, ja ja sagde jeg, lad os få det overstået, hvilket skete ret hurtigt, de måtte tage lidt mere end de havde regnet med ca 25-30 cm colon-ileum. jeg vågnede op på min stue, ved siden af mig lå en anden patient (peter) som havde cu og havde fået en pose på siden, han havde det meget skidt med den nye pose,og var ude af flippen hele tiden,hvilket jeg godt forstår, jeg føler med jer der har cu :? jeg havde helt glemt at ved en resektion får man 5 mindre ar end et stort :shock: men det gik hurtigt over igen, skulle bare tage mig sammen igen. jeg fik det hurtigt bedre og er i dag uden symtomer, jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg led af vitamin mangel, så det hedder b12 hver måned da jeg er meget aktiv på mit job, hvis jeg ikke for b12 retmæsssig begynder mine arme og ben at snurre og sove yderst ubehaglig, min akne er blever meget bedre, men går aldrig helt væk, folinsyre er også vigtig for mig. håber det gav lidt til omtanken at hvis man har smerter skal man ikke bare lade som om det går over men tænke lidt mere over det, skal da til slut også lige siges at ole gav mig en kæmpe skideballe, DET NUMMER GØR DU ALDRIG IGEN. nej ole jeg har lært min lektie nu :oops:
