Ja Tak!

[Thorun]

Nogen der har erfaring med at finde sin drømmekvinde/mand når man f.eks. er blevet for MC eller CU?



Jeg har erfaret at jeg har rundet de 25 år uden nævneværdigt mange kærester i bagagen. Har overvejet om det kan skyldes at jeg har været en del plaget af min MC de sidste 4-6 år, og derfor ikke har haft samme energi og overskud til at søge efter en partner.

Nu er jeg så også blevet posemand, hvilket jeg ikke synes gør mig specielt mere attraktiv end tidligere...  Jeg ved godt mange ikke synes det er noget problem, men at tage de første spæde skridt er altså en temmelig stor opgave!



Jeg er lidt nysgerrig for at høre om hvorledes andre MC og CU'er (med eller uden pose) har fundet deres samlever og hvilke problemer / glæder der har været i forbindelse derved.



Rune T.

[Missmathis]

Jeg var så heldig at have en partner da jeg blev alvorlig syg med min CU, (vi havde været sammen i 1 år), det endte med at der gik 1 år med sygdom, 3 hospitals besøg langt væk hjemmefra, varende ca. 14 dage -1 måned af gangen, (altså 3 operationer(. Jeg fik anlagt en pouch og jeg må sige at det var hårdt, meget hårdt.

Hvordan kunne man dog elske sådan et monster, der altid lugtede af aff. (følte jeg selv), brød mig ikke om at blive set, heller ikke af min kæreste.

Lukkede mig inde bag huset 4 vægge i over 1 år, ønskede at min kæreste skulle skride, da jeg ikke orkede at skulle leve op til n oget og han skulle ihvertfald ikke blive ved mig af medlidenhed, for som sagt troede jeg ikke på at han kunne elske mig.

Nu har vi så været sammen i 4 år og den hårde tid har heldigvis gjort vores forhold stærkere :roll:

Han ved nu hvad, og hvordan og hvornår jeg har det godt eller skidt uden at jeg behøver at sige det.

Jeg håber at du en dag møder pigen, der er parat til at støtte og være der for dig, for hun findes sikkert derude. :wink:

[Hanne38]

Hej.





Jeg har næsten lige mødt en mand. Min CU kom i et mindre udbrud lige efter vi havde mødtes. Ja, så sker det .... åbenbart nogle dage, hvor der er mere luft i mawsen.  Selv under elskov måtte jeg styre min heldigvis ikke ildelugtende gasser. Jeg turde ikke spørge om han lagde mærke til det..... Hmm... :evil: sikke noget pjat. Jeg tror jeg har gjort det værre i tankerne  :lol:



Han er meget glad for mig. Men mit energiniveau kan være langt nede. Jeg bliver lidt depri, har lav immun-forsvar og derfor hmm... temmelig nem ved at blive syg inkl. influinza. Øv. Men det er jo kun i perioder. Jeg har normalt  et godt  humør, så derfor tror jeg egentlig at han har lyst til at tage det sure med det søde  :wink: sådan er det jo med alt...



Sygdom eller ej.... det er personen og samværet der tæller.

Jeg er glad for hans tålmodige væsen, at han er stille og rolig. Før i tiden var der mere krudt i mig - hvor der bare skal ske en masse. Men dét må jeg indrømme er passé. Også indretter jeg mit liv efter det  :wink:



Kærlighed er så uforudsigeligt... det er med at finde den i sin hverdag, tror jeg  

[Anonymous]

Hej til Rune.. Jeg er opereret for CU og har nu ileostomi.Har forsøgt at få anlagt j-pouch,men måtte lukkes sammen igen pga endetarms stumpen havde sat sig fast til skede væggen     Så nu går jeg i tænke pause.Det går okay med stomien,men man vil jo gerne have sin normale krop igen.. Jeg blev også helt panikken over at jeg nok aldrig ville finde en kæreste som kunne lide en posedame.. Men jeg har igennem snart 2 år haft en rigtig god ven som var dybt forelsket i mig-jeg var bare ikke i ham dengang.... Han har støttet mig og været der hele tiden også efter operationen og eftersom han ikke løb skrigende væk fordi jeg fik stomi,så mente jeg at han virkelig måtte elske mig.. Vi har det bare så dejligt sammen og jeg er virkelig kommet til at elske ham og han er faktisk mere vild med mig nu end før operationen..Så bare tag dig god tid,jeg er sikker på at hun er derude et sted... Kæmpe knus herfra og pøj pøj...

[K.C.]

Hej til Rune.. Jeg er opereret for CU og har nu ileostomi.Har forsøgt at få anlagt j-pouch,men måtte lukkes sammen igen pga endetarms stumpen havde sat sig fast til skede væggen     Så nu går jeg i tænke pause.Det går okay med stomien,men man vil jo gerne have sin normale krop igen.. Jeg blev også helt panikken over at jeg nok aldrig ville finde en kæreste som kunne lide en posedame.. Men jeg har igennem snart 2 år haft en rigtig god ven som var dybt forelsket i mig-jeg var bare ikke i ham dengang.... Han har støttet mig og været der hele tiden også efter operationen og eftersom han ikke løb skrigende væk fordi jeg fik stomi,så mente jeg at han virkelig måtte elske mig.. Vi har det bare så dejligt sammen og jeg er virkelig kommet til at elske ham og han er faktisk mere vild med mig nu end før operationen..Så bare tag dig god tid,jeg er sikker på at hun er derude et sted... Kæmpe knus herfra og pøj pøj...

[Frk. Engel]

Rune



Hvis det kan være dig nogen trøst, så dem jeg kender, som også er med pose siger, at deres partner egentlig er ligeglad, om de har det eller ej...

Så det er bare med at være modig :lol:

Og lykke til :wink:

[chrissi]

Jeg har været plaget af CU i mange år. før det endelig blev konstateret sidste sommer. I de år holdt jeg mig meget for mig selv - og var derfor ikke særlig social. Jeg er nu 20 år... og det der med at have en kæreste er det ikke rigtig blevet til endnu. Som natur er jeg en ret udadvendt og glad person, men CU har holdt mig fra at gøre en masse ting og gjort mig temmelig indesluttet og alvorlig i perioder - jeg tror derfor godt at jeg kan give min CU en del af skylden for mit manglende kærlighedsliv.

   Det er svært at vende sig til, at jeg godt kan være mere social nu... og det kan jeg da også godt mærke at jeg er blevet. Jeg tænker dog stadig på min sygdom rimelig tit - og har stadig spørgsmålet "hvor er der et toilet?" i baghovedet de steder jeg går hen - selvom jeg faktisk burde lade være med at tænke på det mere, da CU ikke har været i udbrud siden jeg begyndte på medicin. Så nu må jeg bare udnytte min nyerhvervede "frihed" og bare kaste mig ud i livet... så kan det være at ham der krydser min vej en dag

[Kim]

Rune T.

Se du står rent faktisk i en bedre position end kvinderne gør, rent statistisk anyway

Kvinder har en tendens til at blive ved deres mand, selv om han så bliver lam. Så der skulle være god grund til at kvinden så også kan overkomme en posemand



Jeg vil sige at jeg har haft min del af forhold, og det er jeg skam glad for. Men min nuværende kæreste, fandt jeg sammen med hvor jeg var rask, og "stærk", måske var det en del af charmen hun faldt for. Men men men... Ikke ret lang tid efter vi var fundet sammen, gik min CU helt amok, og jeg gik fra en der havde styr på tingene, og virkerde som en stærk person der knne beskytte min kæreste... til en tynd mand, som ikke ret meget vilje havde, og næsten havde brug for hjælp til det mest alm gøremål. DER trode jeg godt nok at det var slut, men hun holdte ud, og har aldrig sagt noget om det. (Man skulle næsten tro hun rent faktisk godt kunne li at nusse om mig så jeg fik det bedre



Et godt råd som du sikkert også kender til.

Led ikke efter kærligheden og en partner, af en eller anden grund, kan kvinderne mærke denne tilstræben, og trækker sig tilbage. Vær istedet dig selv, stol lidt mere på dig selv, og lad vær med at tænke over konsekvenserne for hvad der vil ske, hvis du tager initiativet til at spørge en kvinde ud på en date.

Ideen er at hvis du ikke prøver, kan du ikke få et "ja tak", og prøver du, og aligevel får et "ikke intresseret" jammen så VED du at der ikke er noget at hente der, og så er det videre til den næste søde honnigbi

Stol på dig selv.

[Maria L]

Jeg mødte min nuværende kæreste for ca 5 år siden, og det var også på det tidspunkt, at jeg begyndte at have de første symptomer på CU. Jeg kan huske, at jeg var meget "bange" for at tale med ham om det, for det var jo lidt noget mærkeligt noget (hvad der skete med min krop), og hvad ville han sige til det? Men som tiden gik, blev sygdommen bare værre og værre og jeg var til sidst "nødt" til at fortælle ham om det. Han tog det pænt, han skred ikke af den grund.... Det er jeg glad for den dag i dag, for hold op, hvor har han været en stor hjælp for mig gennem hele forløbet - og er det stadig. Jeg kunne ikke forestille mig en anden kæreste, som kunne have givet mig så meget støtte.



Bare lige en lille solstråle historie....



Maria L

[Katja H]

Jeg tror jeg kan fortælle en historie som kan opmuntre selv de som er meget plagede af sygdom og har pose på maven.



Jeg blev sidste sommer (2004) angrebet meget voldsomt af MC og blev opereret 2 gange inden for 14 dage i efteråret. Efter første operation havde jeg én stomi og efter 2. operation havde jeg to. Og så var jeg så heldig at mit operationsar blev spaltet pga infektion... så et sår på 15 x 4 cm og en stomi på hver side....lækkert! Efter 4 mdr indlæggelse fik jeg så endelig kræfter nok til at komme hjem. Men selvfølgelig ikke det store overskud. Fik det dog lidt bedre i løbet af vinteren og kom til at kede mig så meget at jeg oprettede en profil på Datin.dk.... I april var jeg så på date med en dejlig fyr og ham er jeg kærester med idag. På vores 1. date fortalte jeg ham at jeg havde et ret "grimt ar" (læs: kæmpe åbent sår) på maven. På 2. date fortalte jeg ham at jeg havde stomi og på den 4. date at jeg havde to.... Når jeg tænker over synes jeg det er helt vildt at det kan lade sig gøre og at nogen kan overskue den slags ting og rent faktisk blive forelsket i én, når man er i den tilstand. Men jeg tror det vigtigste er at man selv accepterer det (og for fa... hvor er det svært!) og selv synes man har noget tilbyde. Det er da klart at det er et minus at man har en stomi... det tror jeg de fleste man møder vil synes. Men alle mennesker har jo minusser af forskellig slags, og det tager man jo med hvis man ellers kan lide personen. Tror måske man skal være forberedt på (og turde) at sætte lidt flere kræfter ind, hvis man møder én man godt kan li' for at overbevise dem om at det ikke behøver være noget problem.



ps. jeg har heldigvis kun én stomi tilbage.... :lol: (og et par åbne sår -øv)

[lunte82]

Hej Rune



Nu står jeg i det dilemma at jeg skal vælge mellem stomi eller fortsat rende 25-30 gange dagligt. Kan faktisk ikke acceptere nogen af delene, selvom det bedste for mig når er at få en stomi så jeg kan få ro. Det bunder vel i at jeg i forvejen måske ikke er det mest selvsikre menneske.



Nu skal det ikke forstås således at jeg ikke accepterer folk som har stomi. Jeg ville selv være fuldstændig ligeglad om en fyr havde stomi eller ej, hvis han kan leve med det kan jeg også. Min kæreste ville også være ligeglad med om jeg havde en stomi, men det er mig selv som har problemet.



Det er bestemt muligt at finde en kæreste som accepterer en for den man er, stomi eller ej. Har selvfølgelig mødt fyre som har fravalgt mig af den grund (har tidligere haft stomi) og man bliver virkelig ked af det da det jo ikke er noget man selv har valgt, men jeg har det sådan at kan de ikke acceptere det er det deres loss og de er ikke det værd.



Man skulle jo næsten lave en dating side for MC og CU  



Mit sex og samliv har aldrig været et problem mens jeg har haft MC, hverken med eller uden stomi, bortset fra min egen usikkerhed