Hej,
Jeg vil lige dele min historie med jer og håber at kunne komme i kontakt med andre der har haft lignende oplevelser.
Jeg har haft CU siden dec '04. Har haft to udbrud - dec. '04 og maj '05. Ellers har jeg været sygdomsfri. Marts '08 blev jeg gravid og havde ingen problemer med CU. I uge 27 (ca.) blusser det op og jeg trapper op på Pentasa. Det virker ikke, så får jeg klysma - først Pentasa, derefter Prednisolon. Da det heller ikke virker bliver jeg indlagt til højdosis prednisolon behandling. Det virker så heller ikke. Mit infektionstal bliver ved med at stige - dagen før operationen var det oppe over 200. Min lille søn var upåvirket af situationen - men lægerne turde ikke lade mig gå længere med sygdommen. Så onsdag d. 1. oktober - om eftermiddagen - kommer de ind og fortæller at de vil forløse mig v kejsersnit og anlægge ileostomi. De er bange for tarmen brister. På daværende tidspunkt er jeg i uge 31+5. Der er ikke så meget at gøre, så jeg må på operationsbordet. D. 2. okt. kl. 10:15 kommer min lille søn til verden - sund og rask. Men pga hans alder kommer han på neonatal, hvor han ligger frem til 6. november. Jeg er indlagt på kirurgisk i 10 dage, og herefter 1 uge på barselsgangen og herefter en lille uge på neonatal. Min søn er sund, stærk og rask. Man kan ikke mærke på ham at han er præmatur.
Det har været en benhård periode at komme igennem og jeg synes stadig det er svært. Hvis der er andre der har oplevet lign. må de meget gerne kontakte mig. Gerne først her.. Håber at høre fra nogle af jer.
Dog vil jeg lige sige - at livet med stomi ikke er så slemt som jeg havde troet. Det er ikke ulækkert - og min kæreste synes stadig jeg er fantastisk. Men det kræver noget planlægning og der er eftervirkninger på operationen. Arret der er ømt, maven der ikke helt virker som før og alle tankerne om de fremtidige operationer, når jeg skal have en pouch..
KH tibs
