Hej
Jeg var ansat i militæret som lastvognsmekaniker da jeg fik konstateret CU. Da det betød at jeg typisk lå hen over motorblokken på en lastvogn, eller andre meget ubekvemme stillinger, kom jeg mig aldrig helt efter at være kommet i behandling.
Til sidst havde jeg haft så mange sygedage at mit arbejde godt ville have en sygeerklæring, samt revurdere mit arbejde ved dem. Det var jeg nu meget forståelig over for, da jeg selv havde indset at jeg aldrig ville komme mig helt ved det job. Det var simpelthen for fysisk hård til min krop mens CU var i udbrud.
Jeg tog derfor selv beslutningen om at stoppe og så finde mig et kontorarbejde. Efter en masse uddannelse sidder jeg nu på kontor, og det hjælper mig i mange forskellige situationer.
Hvis jeg begynder at få problemer med maven, så er det lettere at holde ud, hvis man kan sidde stille på en stol, end at skulle rende rundt. Toiletter er ikke vanvittigt langt væk i og med at det er et kontor.
Hvis man har muligheden for at få hjemmearbejdsplads, så giver det yderligere forbedret arbejdsforhold, da man i visse situationer kan bliver hjemme og arbejde derfra, selvom man skal fræse frem og tilbage mellem stolen og toilettet.
Jeg kan se der er snak om hvorvidt man skal fortælle arbejdsgiveren om sin sygdom. Og det var jeg også selv i tvivl om da jeg skulle til samtaler. Derfor snakkede jeg med min fagforening som vendte tilbage til mig med svar om at hvis jeg ikke var særligt mærket af sygdommen - dvs. var meget syg pga. af den, - så kunne de ikke se grund til at nævne min sygdom.
Mit eget synspunkt er følgende:
- Man skal være syg mere end 10 dage om året (hvor man ikke er på arbejde), og hvor det er den kroniske sygdom som er grunden til at man er hjemme. Nu ved jeg ikke med jer, men jeg kender en del som er mere syg end 10 eller 14 dage om året, og de er ganske raske mennesker uden kronisk sygdom. Så det jeg vil frem til er, at man selv lige skal vurdere – inden for rimelighedens grænser – om de 10 dage rent faktisk skal tages bogstaveligt. Altså behøver man ikke snakke med arbejdsgiveren om sin sygdom.
Hvis man er blevet ansat i et firma, og ens situation ændre sig, og man kan mærke at man begynder at få flere sygedage. Så snakker man med arbejdsgiveren, og får udfyldt den paragraf §56, og nu får ens arbejde kompensation.
- Har man en del udbrud, så vil en flex-job ordning nok være en god ide at arbejde sig hen mod. Det er nok ikke det letteste forløb, men havde jeg selv stået i den situ-ation, så ville jeg arbejde målrettet mod den løsning, da det ville give mig noget socialt at kunne komme på arbejde, sammen med en følelse af at kunne ”gøre min del”
Hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg vi har det hårdt nok i forvejen, så derfor kunne systemet godt være lidt mere fleksibelt. Og er det ikke det, så må vi selv forsøge at gøre den fleksibel, så vi alle kan være her.
Så jeg anbefaler et kontorarbejde. Hvis det kræver noget efteruddannelse, og man kan overkomme det, så spring ud i det.
